Interview med TH fra italiensk Vanity Fair

Bill, du er pigernes idol, men også sangskriveren af jeres tekster. Den anden single, World Behind My Wall, siger: "Wanna wake up in a dream". Hvordan er din verden bag facaden?
Bill: En meget heldig verden. Jeg har en familie, mine fire hunde, min bror Tom, bandet og mit job. Men på samme tid er det svært at finde den samme glæde i verden udenfor - jeg har fundet ud af, at mit er lidt af en exceptionel sag.

Jeres album hedder Humanoid, på coveret er der en Bill-robot og i mange sange understreger i dette tema: i er ikke robotter, men mennesker med et hjerte.
Bill: Mange kiggede bare på coveret og tænkte, at vi ville lege "robotter". Helt ærligt, så tænkte vi på dette navn til albummet, fordi vi føler os "humanoid", "menneske-lignende". Vi føler os underlige, anderledes. I Alien synger jeg "There's an alien in me", men - for at være ærlig - synger jeg om søgen efter kærligheden, om foreningen med den anden halvdel. I hver sang snakker vi om følelser og barndoms minder, vi er sentimentale og totale mennesker.

Apropos aliens, har i sagt, at i tror på marsmænd.
Bill: Jeg tror på mange ting, selvom jeg ikke følger en bestemt religion. Jeg er sikker på, der er liv efter døden eller på andre planeter. Og jeg tror stærkt på skæbnen. Min bror og jeg gør dette job, fordi det blev skrevet i skæbnen, vi har elsket musik, siden vi var børn.

Udover jeres egen, hvilken musik kan i så lide? Hvor kommer jeres inspiration fra?
Tom: Jeg kan godt lide Stereophonics.
Gustav: Jeg lytter til Metallica. Men på den højre læg har jeg tatoveret en sætning af Johnny Cash, som jeg virkelig godt kan lide.

Og?
Tom: Du ved, ærligt talt, har vi lidt tid at lytte til musik i. Vi er altid på landevejene og spiller vores musik, og sidst på dagen kan vores ører ikke mere.

Har i nogensinde nogle pauser?
Bill: Aldrig. Faktisk er det ikke engang muligt at læse en bog eller et blad.

Apropos at læse, Bill, du forlod gymnasiet. Er du ikke interesseret i at lære mere?
Bill: Jeg har ikke taget en diplomuddannelse, for på det tidspunkt skrev jeg allerede vores første album, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil tage diplomuddannelsen. Nu er jeg Tokio Hotel frontmand, det er det, jeg laver, og jeg har det sjovt.
Tom: Jeg har ikke lyst til at få en lige nu, jeg er ikke interesseret. Men jeg kan forsikre dig om, at vi kan skrive, læse og regne.
Gustav: Jeg har taget min diplomuddannelse i professionelle studier gennem en online-skole. Måske vil jeg fortsætte mine studier en dag... Men i øjeblikket fokuserer vi på bandet, du ved. Det er vores drøm, der endelig er gået i opfyldelse, og vi vil leve drømmen ud. Også for vores fans.

Gustav, sidste år blev du angrebet på en klub, mens Tom eftersigende slog en pige, som spurgte efter en autograf. Hvad sker der med jer?
Gustav: Det virker utroligt, men selv jeg bliver genkendt som et Tokio Hotel-medlem. Det er derfor, den mand ville udtrykke hvor lidt, han kunne lide bandet den aften på klubben - lad os sige det sådan - og han smadrede et øl krus i mit hovede.
Tom: I mit tilfælde er der blevet skrevet en masse løgne. Jeg har aldrig slået en kvinde. Jeg har faktisk haft et skænderi med en på vej hjem. Men de var ikke fans, der spurgte efter autografer, men piger jeg kendte, og de havde ikke ligefrem gode intentioner. Det var en privat sag, du ved. Det er også et bevis på, at vi ikke kan gå uden for uden bodyguards, selv når vi ikke arbejder.

Nå, for at undgå at blive overfaldet, skulle i nu...
Bill: Slappe af: vi giver ikke op.

Kilde: Vanity Fair IT
Oversat af THOnlineNews/XxSecret